Reggio Emilia, natur og science
I Oceanet har vi to værksteder, hvor børnegrupperne på skift deltager i forskellige projekter.
Vi har ansat en atelierista, som har ansvar for de æstetiske processer i vores kreative værksted, som vi kalder "den magiske skov".
Begrebet "atelierista" kommer fra den norditalienske Reggio Emilia pædagogik, og betyder en pædagog , som har særlig fokus på de kreative, kunstneriske og æstetiske udfoldelser.
Et grundlæggende perspektiv i Reggio Emilia-filosofien handler om, at alle børn fødes med et utal af iboende kompetencer, intelligenser, sprog og potentialer. I eksperimenter med simple grundmaterialer finder børnene deres eget udtryk.
I det andet værksted arbejder vi med natur og science. Her får børnene mulighed for at save, hamre og bygge.
3 pædagogiske gevinster i leg med kunst og natur
Får mod på at prøve: Når børn arbejder frit med at finde deres eget udtryk i kunstneriske projekter, er der ikke noget rigtigt eller forkert. Det giver dem mod til hele tiden at kaste sig ud i nye projekter.
Træner vigtig øje-hånd-koordination: At tegne er at se. Børn trænes i at overføre det, de ser, til papiret Dermed trænes ikke bare øje-hånd-koordination og finmotorik, men også børnenes perception af verden. De får et visuelt sprog at udtrykke sig i.
Opøver evner til problemløsning: I børns søgen efter den rigtige farveblanding eller deres forsøg med at sætte materialer sammen vil de møde problemer, de skal løse. Måske er der tip at hente fra sidekammeraten, og så trænes også samarbejde om problemløsning.